Det er en livsforandrende oplevelse at blive forældre. Det er stort at få et barn, men også svært. Det er en ny situation, at skulle passe på et lille menneske, som intet kan selv.
Livet med det lille barn er i reglen hårdt arbejde. Du skal måske være oppe alle døgnets timer for at give barnet mad. Du får ikke den søvn du er vant til. Du ved ikke hvordan du ”lægger barnet til” eller ammer. Hver dag er fyldt med nye spørgsmål. Hvor meget frisk luft skal han have? Hvor meget tøj skal hun have på i kulden? Hvor meget skal han stimuleres? Hvor vigtigt er det, at hun leger med andre børn? Hvornår kan hun blive passet?
Barnet kommer ikke med en børnemanual. Graviditet og barselsperioden bliver ofte portrætteret både i (sociale) medier og af andre mennesker, som en fantastisk tid. En tid hvor du glæder dig til barnet, bygger rede og nyder dit lille mirakel. Der er ikke mange beretninger om, at det også kan være vanskeligt at blive forældre.
Fortællingen om, at det alene er skønt, at blive forældre betyder, at mange nye forældre oplever, at det er “forkert” at sige, at det faktisk er hårdt, trættende, vanskeligt, utrygt, nogle gange kedeligt og ensomt, for bare at nævne et par eksempler.
Flere beskriver at det føles som et nederlag ,at spørge familie eller venner til råds og bede om hjælp. Nogle af dem jeg har talt med, beskriver at de bliver fanget af ideer som ”det burde falde mig naturligt at være mor”, ”jeg burde vide, hvordan man gør”, ”alle andre fædre kan klare det her, hvorfor kan jeg ikke?”. Nogle forældre oplever det skamfuldt at de ikke ved præcis, hvad de skal gøre, i alle forhold omkring barnet.
Jeg kan hjælpe dig/jer med at blive beroliget og få overblik over situationen. Vi kan sammen finde frem til det, som er vigtigt for dig/jer i forhold til din opgave som mor eller far i forhold til dit barn. Vi kan sammen sikre, at du har kræfterne til at tage dig af dig selv og dit barn.