PERSONLIG KRISE – LIVSKRISE

Det sker at en krise kommer stigende, men de fleste af os vil nok sige, at den kommer uventet, helt uden varsel.

Livskriser kalder på kræfter, kræfter som vi sjældent synes vi kan mønstre. De er uretfærdige, uønskede, og det er i det hele taget svært at få øje på noget som helst positivt omkring dem.

En personlig krise giver ofte en følelse af at være alene og ensom. Ensomheden er udtryk for at der er noget vi savner, eller sagt med andre ord, at vi ønsker noget andet for os selv. At vi har brug for andre end os selv.

Når vi bliver ramt af kriser kan det være svært at finde vej i livet. Det kan være godt at have en samtalepartner, som ikke er berørt af krisen. En der ser dig som menneske. En samtalepartner, der kan være vidne til det svære du står i . En der ser det du faktisk allerede kan og gør i forhold til at navigere efter de værdier, der er vigtige for dig.