ANGST
Mange mennesker oplever at blive ramt af angst på et tidspunkt i deres liv. Det føles meget ubehageligt, når angsten viser sit ansigt. Den springer frem “som en trold af en æske”.
Angsten gør at almindelige hverdagsgøremål bliver svære. Det kan være svært at møde på gymnasiet eller på arbejde, når du skal præsentere for tilhørere. Det kan være svært at købe ind, eller tage med toget, deltage i møder og fester. For nogle bliver det så slemt, at angsten holder dem fra at komme ud af deres bolig.
Når mennesker først har mærket angsten og det kropslige ubehag den medfører, så beskriver mange, at “angsten for angsten” indfinder sig. Tankerne om hvornår angsten igen vil vise sit ansigt “kører rundt i hovedet”. Det er en slags overbygning til angsten. Måske man kan kalde det angst i anden potens.
Angsten lykkes ofte med at forhindre mennesker i, at leve det liv de ønsker sig. Det skal den selvfølgelig ikke have lov til. Sammen vil vi arbejde for at afdække angsten, dens virkemidler og mission, så du igen kan finde vejen frem mod det, der er vigtigt for dig.