SPISEFORSTYRRELSER

Spiseforstyrrelser er en psykisk lidelse der er kendetegnet ved stor optagethed af mad, krop og vægt. Tankerne kredser konstant omkring mad og der ses en stor utilfredshed med kroppen udseende. Det menneske der er ramt af en spiseforstyrrelse kan være normal-, under- eller overvægtig. Lidelsen er den samme, udtrykket forskelligt. Spiseforstyrelser er ofte præget af regler omkring spisning, fx er der mad, som er “forbudt” at spise. Nogle beskriver at de overspiser, kaster op, andre at de dyrker meget motion. Det er forskelligt fra menneske til menneske.

Mange beskriver at kontrollen med mad starter med en slankekur. De oplever at de lykkes med at tabe sig og i takt med det, kommer der meget opmærksomhed fra venner og familie, der roser og anerkender. Herefter fortsætter ønsket om at holde sig slank, eller blive slankere og det bevirker at appetitsystemet bliver udfordret. Kroppen reagerer ved at forsøge at sikre sig næring.

Ofte ses undgåelse af sociale situationer, specielt hvis de “indeholder måltider”. Det kan fx være middage eller fødselsdage. Mange ender med at isolere sig og spiseforstyrrelsen bliver det centrale i deres liv.

Symptomerne på en spiseforstyrrelse er træthed, tristhed, manglende energi og vanskeligt ved at koncentrere sig. Der ses ofte mavepine, svimmelhed, forstoppelse og hovedpine. 

Vi lever i en tid hvor der er stor fokus på sundhed. Der er mange mennesker og fagfolk, der har stærke holdninger til mad og motion. Der er generelt en stor optagethed at at leve sundt og der er meget anerkendelse forbundet hermed også på de sociale medier.